Efter Stockholm vendte vi snuden mod Øland. Når man lige kommer fra Åland, bliver man lidt overrasket over, hvor mange turister her er. Man finder let en skøn plet, men man må også finde sig i at dele den med andre. Øland er da også svenskernes favoritdestination Nr 1, når der skal holdes ferie.
Når det er sagt, så er Øland faktisk rigtig hyggelig og naturen rigtig smuk.
Vi tog straks til stranden, indtog den og satte vores mærke i sandet, som dog hurtigt blev visket ud af bølgerne...
Badetid! Vandet var lækkert og bademusen var så klar til 'en dypning'...
August er også glad for at soppe.
På stranden mødte vi tyskerne Tom og Julia med deres døtre Hanne og Lone. Det blev starten på masser af leg og latter for de store piger, og en sen øl/rødvinsaften for de voksne.Hanne og Sofia spiser morgenmad sammen inden den store afsked. Vi håber, det ikke er sidste gang, vi ser disse skønne mennesker.
...og forhistoriske minder. Her en runesten, der fortæller om danskeren Sibylle den Vise...
På Øland havde bønderne hver deres lille stubmølle førhen, og der har været ca. 2000 af dem. Nu er der kun omtrent 350 tilbage.
På tur i Troldeskoven oppe på den nordligste del af øen. Her ledte vi efter trolde og spillede naturbingo.
Troldegen. Det ældste træ i skoven ca. 900 år gammelt. En imponerende kæmpe.
Og så kom vi til den del af skoven, der er den egentlige årsag til navnet. Gammel urskov formet af vind og vejr...En ret så kraftig østenvind, faktisk.
Neptuni Åkrar natur reservat. Her tog vi også en overnatning, og gik en tur på stranden, der i den grad fascinerede...
Der blev også tid til hygge shopping i Byxelkroks havnebutikker, og is! Man skal huske masser af is, når man er på eventyr.
Ved vestkysten oplevede vi disse såkaldte rauker. En masse sjove, søjleformede klippesøjler. Ret specielt og en god oplevelse.
Vi fulgte en lille kystvej videre og nød den storslåede natur og udsigt... Og et hav af varder!
Nogle af dem imponerer mere end andre...
Også på Øland får grøftekanten lov at gro vildt og smukt, som her hvor cikorierne står i fuld flor...
Øland har enormt mange gamle gravpladser og forhistoriske minder. Her kom vi forbi en gl. Skibssætning og mange andre slags grave fra omring jernalder/vikingetiden. Indrømmet. Nogle af os var mere imponeret/interesseret end andre.. .
Ølands sydligste punkt med fyret Lange Jan (man bliver helt nostalgisk og får lyst til en af dem med lakridssmag- fås de overhovedet mere?), er også græsningsareal for køer og får. Og de har ikke altid travlt med at flytte sig.
Lange Jan
Efter en skøn uge på Øland fyld af kultur, natur, historie og badning tog vi tilbage til fastlandet og Kalmar, hvor vi piger var et smut forbi Kalmar slot. Jeg, fordi jeg synes det var spændende at se, hvor Kalmarunionen i sin tid blev dannet, Sofia fordi hun var overbevist om, at Tornerose bor derinde! Hmmm...Øland kan anbefales. Her er masser at se og opleve. Vi skal herover igen, på trods af turistmasserne.
Men lige om hjørnet venter Sverigeturens længeventede højdepunkt (for pigerne). ..Det skriver jeg om, om et par dage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar