Først og fremmest må jeg beklage, hvis nogen føler sig bombarderet med meldinger om nye indlæg, og så er det kun gamle indlæg, der kommer.
Jeg har rokeret lidt rundt på tingene herinde, så nye indlæg altid ligger her på startsiden, OG så er der også mulighed for at lægge en lille kommentar, hvis man skulle føle for det. Det er man MEGET velkommen til, og vi bliver så glade 😊.
Siden Trondheim for en uges tid siden, har vi rykket os meget. Vi har måttet træffe nogle lidt svære valg og gå på kompromis med, hvad vi havde ønsket os at se, og hvad vi synes vi med rimelighed kunne tillade os at udsætte børnene for af ekstra køretid.
Således fravalgte vi at køre på Atlanterhavsvejen og en omvej på omkring 400 km (fordi vejen til Geiranger stadig er vinterlukket). Men det er altid rart, at have noget godt til gode.
Siden vi forlod Trondheimområdet har vi haft det skønneste solskinsvejr igen. Køligt til tider, bevares, men høj sol og blå himmel. Og indtil videre er status den, at Henrik og Sofia ikke har fortrudt, de tog vinterjakkerne med, og jeg har ikke fortrudt ikke at have den med.
Vi har sovet på nogle af de smukkeste steder, og de bedste af dem, sådan rent udsigtsmæssigt, har været simple rastepladser/stellpladser for campere uden nogen fasciliteter.
Tjek bare lige et par af dem her:
"Mor, vi skal bruge noget lacreme til bålet." (Det viste sig at være reklamer, hun talte om.)
Første solnedgang vi har fået med...kl var ca 23 og kl 02 er det lyst igen.
Det er superhyggeligt at slutte dagen af med varm kakao og nyde udsigten, synes vi alle.
Vi må erkende, at det sproglige kan drille lidt en gang i mellem. Fx havde Sofia fået den opfattelse, at nordmænd snakker torsk! Så er det altså svært, ikke at grine, når hun kommer og beder om at høre klatremusens sang (Hakkebakkeskoven) på torsk.
Vi besluttede os for, at weekend er lig campingplads, så Sofia har mulighed for at møde og lege med andre børn, og havde hørt godt om Sjøbakkens Camping. Den tog vi...Altså...htm htm...det var et lidt...specielt sted. Og primært for lystfiskere. Faktisk så meget for lystfiskere at vi delte den med tre tyske par, der skulle være der tre uger, et par fra Schweiz, der blev der i to måneder, så han kunne fiske hver dag, og hun kunne....tjae vente på ham. Men vi er ikke færdige endnu. Et ægtepar fra Østrig skulle bo der i 6 måneder ! For at fiske!! Meeen, så havde de også egen kummefryser med. Jep, du læste rigtigt. EN KUMMEFRYSER! Så skal ingen påstå, at jeg slæber pudsige ting med på ferie.
Det blev liige en tand for meget med al den fiskeståhej, medbragte oppustelige både og kummefrysere, så vi valgte altså at køre videre til en anden plads, hvor torsk ikke var det eneste man kunne tale - om ;)
Så vi kørte de ti minutter, det tog at komme over til færgen til Nesna, for at kunne konstatere, at de netop denne dag, denne afgang havde besluttet at lave redningsøvelser i havnebassinet, hvorfor de først sejlede om 2,5 time! Så vi kunne bare vente og vente og vente, før vi kunne sejle de ca 10-15 minutter sejladsen varede, før vi rullede af færgen og ind på campingpladsen i Nesna, der ligger en spytklat fra havnen! Det var ærlig talt lidt fesent. Men til gengæld en fin campingplads med fine fasciliteter (med brusebad der kostede 10 kr for 3 min. De er ikke kede af det.), en god legeplads og andre børn.
Uh, og angående de elsdyr.
Jeg citerer lige vores (godt nok ældre udgave af en guidebog fra 1996, men alligevel):
"Elgen (...) er det største af alle hjortedyr med en vægt på op mod 700 kg. Den lever i skovområder i det sydlige Norge (Øst- og Vestfold), i Østerdalen og Midtnorge og i Trøndelag. Man finder ikke elg i Vestnorge ud mod kysten eller i Finnmarks åbne landskab, der er rensdyrenes områder."
Det er vel nok godt, at elge ikke kan læse, for vi mødte et par stykker lige udenfor Brønnøysund, og har siden stødt på advarselsskilte om elsdyr dagligt, hele vejen til Bodø - også hvor der var rensdyr!
Mere info følger senere. Hav en dejlig dag derude.
Det lyder til at i har en fantastisk tur. I er super gode til at fortælle om jeres oplevelser. Det er fedt.
SvarSletGlæder mig til at høre meget mere.
Knus lone
Tak for de søde ord. Det gør os så glade.
SvarSletOg ja, det er helt fantastisk heroppe. Vi er enige om at vi må tilbage en anden gang.