Lidt mere om vores oplevelser.

Så har vi internet igen, og en stille stund, så jeg fortæller lidt videre. Og så har vi endelig fået lavet et kort, så I kan se vores rute indtil nu.

I den forgangne uge har vi udover diverse camping- og rastepladser rent faktisk også været ude og opleve lidt andet.
Det primære har været, at komme helt ud til kysten og køre på Kystriksveien op til Bodø. En strækning på 650 km, som vi dog kortede lidt af, og først hoppede på i Brønnøysund. Og det er helt fantastisk, at bytte hovedvejen e6 ud med de mindre, men smukke vejstrækninger. Hold nu op, hvor har vi mange gange sagt diverse positivt ladede adverbier til hinanden, når et sving på vejen åbenbarede endnu en fantastisk og storslået udsigt. Og nej, vi er endnu ikke blevet trætte af at se på bjerge med sne på. Når solen står lige på, så sneen glitrer og søen eller fjorden nedenfor ligeså, så forelsker man sig lige lidt mere i Norges land.

Første stop på Kystriksveien var, der hvor vi startede - Brønnøysund. Der ligger nemlig en klippeformation kaldet Torghatten, og den skulle vi da klatre op på. Der er nemlig hul igennem Torghatten Dette hul, som er 160 meter langt, 35 meter højt, og 20 meter bredt, blev skabt i istiden. Is og vand gravede møjsommeligt i de løse bjergarter, mens de hårdere bjergarter i fjeldets top stod imod. En fin tur, som passede fortrinligt til bjergvandring med en 4-årig, der bare snakkede og snakkede hele vejen op - og ned igen.

 Far og datter får en snak om livet og døden - noget som Sofia er ret optaget af for tiden.

Hullet i Torghatten.

Vi har også passeret polarcirklen. Havde vi gjort det inde i landet ved hovedvej E6, så havde de lavet både  polarcirkelincenter og andet stads, vi turister kunne forevige os ved og blive klogere på. Men vi sejlede over polarcirkelen, og for at vi vidste at NU skete det, har de rejst et lille monument på klippen. Vi nåede at se det alle mand, og umiddelbart efter faldt August i søvn. Er sikker på det var en stor oplevelse for ham...Eller måske ikke.

Men det er da lidt sjovt for os andre.

Vi holdt rast ved Holandsfjorden kort efter vi var kommet af færgen. Og her havde vi udsigt til Svartisen og bræarmen Engabræen. Svartisen er Norges andenstørste gletcher og Engabræen er fastlands-Europas lavestliggende, bare 20 moh. Til forskel fra mange andre gletchere vi har set, er Svartisen i vækst igen, hvilket var helt rart at høre, når vi stort set kun har set gletchere, der bliver mindre og mindre pga. den globale opvarmning.

 Kort før Bodø holdt vi stop ved Saltstraumen.
Her kan man se en tidevandsstrøm, der med umådelig kraft og en fart på op til 28 knob presses gennem det 150 m brede sund, og man kan se vandet vender strømretning. Ret spøjst. Vi fik dog ikke det hele med, da Sofia også godt kan arbejde lidt på sin timing. Hun skulle nemlig pludselig på wc, netop som strømmen skulle til at vende. Men det var spændende at se de voldsomme kræfter, der er på spil.
Det er dog ret svært at tage ordentlige billeder af.

Næste indlæg bliver om Bodø og 17. maj...og måske også en masse andet, for Lofoten venter lige om hjørnet.